Her til morgen lå der fire brune bananer i frugtskålen og kiggede på mig… Jeg hader madspild, og da jeg som princip helst undgår at smide mad ud, så gik jeg fluks i gang med at lave et bananbrød. I min verden er bananbrød en lækker lille snack før og efter træning – men jeg bruger det mest som mad i lommerne når jeg er ude at træne. Jeg tilhører den kategori, som meget hurtigt bliver træt af gels og barer. Det er super mad til cykelløb, når det hele skal være nemt og skal gå stærkt – men når jeg træner, tager jeg som regel mere naturlige ting med som energiprodukter i baglommen. Det kan være en klapsammen mad med honning, en pandekage, en hjemmelavet riskage eller – bananbrød! Dét passer perfekt i lommen, og er nemt at pakke ind i sølvpapir. Det giver en mæthedsfølelse uden at ligge tungt i maven og jeg er total fan af, at det føles som rigtig mad, fremfor en kedelig syntetisk bar.
Hvis det frister, så har i her min opskrift. Jeg må indrømme at jeg ofte improvisere ud fra hvad jeg har i køkkenet, men altid men denne grundopskrift i baghovedet – øvrigt kraftigt inspireret af bogen Vélochef…
3 modne bananer
3 æg
80 g hvedemel
70 g kokosmel
1 ts bagepulver
1 ½ dl hasselnøddemælk (eller anden mælk)
2 spiseskeer agavesirup
Lidt vanilje
50 g valgfrie nødder
Evt. 50 g mørk chokolade
Tænd ovnen på 175 grader
Mos bananerne og bland godt sammen med æg.
Rør med og bagepulver sammen og blend sammen med æggemassen.
Vendes med nøddemælk og agavesirup
Dejen kommes i brødform og wupti, ind i ovnen.
Bages ved 45-50 minutter
Pssst… Jeg elsker at blande kanel og kardemomme i alt hvad jeg bager. Så hvis du er en krydderigris, så vær ikke bange for at hælde lidt ekstra smag i dejen..
God fornøjelse!
/Trine