Mit arbejde er at cykle, og derfor er det altid min træning som jeg prioriterer højest fra morgenstunden. Det er faktisk kun hvis det regner, at jeg overvejer at udsætte strabadserne til senere på dagen. Cykling kan være hårdt, både fysisk og mentalt – og man får altså bare mest effekt af sit arbejde, hvis man starter så frisk som muligt. Når jeg så kommer hjem, så er det nemmere at overgive sig til tilfældighederne. Som regel er man så træt, at man blot går i bad, spiser frokost og så kaster sig på sofaen. En ret typisk hverdag for mig… Men af og til får man pip, og man er “nødt” til at foretage sig noget mere: kaffedates, familiebesøg og praktiske opgaver. I min verden er det altså et must med andre input, ellers bliver hverdagen for ensformig. Livet er jo også andet end cykling 🙂
Så – mine cykelrutiner er ret fastlagte! Men hvordan ser dine ud? Man kan jo cykle på mange måder!
Fra ultimo 2011 og helt frem til 2016 cyklede jeg ikke professionelt. Jeg uddannede mig til fysioterapeut, rejste en hel del og gik på arbejde, hvilket tvang mig til at overveje, hvornår, hvordan, og om jeg overhovedet skulle cykle? Jeg må erkende, at jeg var overrasket over hvor hårdt det var at komme hjem fra dagens strabadser, og først dér havde tid til at cykle. Jeg kom ud et par gange om ugen, men det var ikke altid så effektivt.. Men til gengæld fik jeg mit energiboost af al den friske luft. Det var medicin for sjælen!
Jeg havde bare mig selv at tage hånd om. Men når jeg tænker på andre kvinder, som har fuldtidsjob og mand og børn, så kan jeg godt forstå, hvis nogen synes det er svært at få tid til træning i hverdagen… Her vil jeg foreslå transport cykling – hvilket jeg også selv endte med at kaste mig over. 2-3 gange om ugen, uanset vejret, iførte jeg mig cykeltøjet og drønede afsted i skole eller på arbejde – og retur igen på eftermiddagen. Det kan være hårdt når man står op, og ja, man er træt når man skal hjem. Men alligevel er det noget jeg helt sikkert vil ty til igen, når jeg en dag er tilbage på det “voksne arbejdsmarked”…. Det er sundt og billigt og man behøver ikke at tænke på motionen når man kommer hjem. Så har man fri og har klaret hovedet for alle verdens problemer.
Jeg ved godt, at den løsning måske ikke er optimal for alle – men hvad gør du for at cyklingen passer ind i hverdagen?
/Trine