BMX landsholdsrytter Simone Tetsche Christensen gæsteblogger på La Squadra Rosa.

Simone Tetsche er oprindeligt fra Bjerringbro, men bor pt på UCI centeret i Aigle, Schweiz. I 2018 vandt hun sølv til EM og kørte sig til en femtelads ved VM. Simone repræsenterede desuden Danmark ved OL i Rio.

>> Læs Fra ét atletliv til et andet – part 1

Første del af Simones blogindlæg sluttede med et telefonopkald fra Liam Philips…

Liam Phillips har repræsenteret England til tre olympiske lege, han er tidligere verdensmester i BMX, samt vundet utallige World Cups. Han er en kæmpe stjerne inden for BMX verdenen, og også i hele England under British Cycling. Siden marts 2018 har han været træner på UCI’s hovedkontor i Aigle, Schweiz, som også fungerer som et træningscenter. Det primære fokus er at hjælpe atleter i landevejs-, mountainbike-, banecykling og BMX, fra lande, der ikke har de bedste økonomiske muligheder. Det er derfor primært atleter fra afrikanske, sydamerikanske og asiatiske lande, der er her. Liams opkald handlede om, at han gerne ville gøre hans gruppe til et mere ”High Performance Team”, så derfor få atleter fra lande, der allerede har et godt økonomisk fundament, men som mangler bedre træningsfaciliteter og/eller flere BMX-kører på samme niveau at træne med. Her var jeg så heldig, at han tænkte jeg ville være et godt bud på en sådan atlet.

Hans målsætning med mig er, at gå fra at være en top 8 atlet i verden, til at rykke endnu højere op på ranglisten, og måske en dag kunne kalde mig Vvrdensmester.

Da Liam ringede til mig en dag i sommerferien, og fortalte mig at han gerne ville have mig ned til Aigle, hvor jeg dermed kunne have ham som træner og træne med en gruppe af andre dygtige BMX kører fra hele verden, blev jeg mildest talt MEGET GLAD. Og jeg var også rigtig stolt af mig selv, at han af alle de dygtige BMX kører der er rundt omkring i hele verden, synes jeg skulle være en af de 6, som vi var til at starte med. Jeg sagde jeg selvfølgelig skulle tænke det hele igennem, der var alligevel mange ting der skulle overvejes. Jeg snakkede med min forældre om det, samt min lillebror (som tidligere også kørte BMX på lige så højt niveau), og de synes ikke det var svært, for jeg skulle da bare sige ja! Jeg havde på dette tidspunkt trænet et års tid sammen med en new zealandsk træner, som jeg havde et rigtig godt forhold til. Men han var også meget forstående for, at jeg selvfølgelig skulle ned og give det en chance, på trods af at det betød vi måske ikke længere kunne arbejde sammen.

Fordi det var i sommerferien, var det lidt problematisk ift. studiet, da alle jo lidt var på sommerferie. Heldigvis fik jeg stadig hjælp fra min studievejleder fra Team Danmark, hvor vi prøvede at finde en løsning ift. Kandidaten, jeg jo allerede var skrevet op til og havde fået en klinik plads. Jeg kontaktede forskellige læger, om at få mine klinikuger på specifikke uger, hvor jeg havde mulighed for at komme hjem, men dette var ikke en mulighed. Til sidst besluttede jeg mig for at tage helt fri fra studiet, tage derned på en prøveperiode i 2 måneder.

Smukt i Aigle
Så nu sidder jeg så stadig hernede i Aigle, på mit 20 m2 ”store” værelse, hvor jeg er en af de heldige der har eget badeværelse. Vi bor på et form for kollegium, hvor cyklisterne fra alle forskellige discipliner bor. I stueetagen har vi et fællesrum, hvor der bliver spillet nogle vilde bordtennisturneringer (jeg er ikke helt ringe ;)), og hvor alle drengene spiller FIFA. Stedet hedder Mon Sejour, og er ikke ligefrem nyt og fancy. Der er det man har brug for, og ikke mere, medmindre man selv laver det lidt hjemmeligt. Jeg valgte at køre i bil herned i oktober, så jeg nemmere kunne tage en masse ting med herned, og føle mig lidt mere hjemme. Jeg er kæmpe kaffefanatiker, så blev nødt til at tage min espresso maskine og hele mit kaffe setup med herned. Hver morgen står jeg lidt tidligere op, så jeg kan lave mig selv en lækker kop kaffe, inden jeg cykler de 3 km hen til UCI-centeret, hvor vi får morgenmad, middagsmad og aftensmad hver dag. Området hernede er sååå smukt. Der er bjerge lige meget hvorhen man kigger, så det er en ret scenarisk lille cykeltur vi tager hver dag, og personligt synes jeg aldrig rigtig man vender sig til, hvor smukt der er.

Kulturforskelle
Vores gruppe af BMX kører er gået fra seks til nu ti, og efter at have boet sammen så længe nu, ser jeg dem som min anden familie. Vi har det virkelig godt sammen, og hjælper hinanden, både til træning og uden for træning. Vi er jo alle i samme situation; i sidste ende har vi alle valgt at være her for at blive bedre BMX-kører, og lave nogle gode resultater, hvilket har betydet at vi skulle fravælge at være hjemme ved vores rigtige familie samt venner og veninder, og den vante dagligdag i vores hjemlande. Vores gruppe består af kører fra Belgien, Japan, Syd Afrika, Chile, Thailand, Argentina, England og så mig fra Danmark. Der er altså kæmpestore kulturelle forskelle mellem os alle, og vi kommer fra vidt forskellige baggrunde. Men på trods af dette, har vi formået at skabe en rigtig god gruppe dynamik, med stor respekt for den enkelte. Vores træners tankegang er også meget opbygget på respekt, så han har været god til at have fokus på, at vi alle sammen skal kunne enes og have det godt, på trods af forskellighederne. Dette ved jeg han også har i tankerne, når han skal vælge nye kører til gruppen, da vi jo både bor sammen, spiser sammen, træner sammen, samt er det de samme du skal bruge din fritid og dine friweekender sammen med.

Tredje og sidste afsnit af denne blog følger snarest her på Lasquadrarosa.dk.