For en eliteudøver er det ikke usædvanligt at blive konfronteret med spørgsmålet om hvorvidt det er alle ofrene værd, at udøve idræt på højeste plan. Rækkevis af afbud til familie- og vennearrangementer, strikse madvaner, manglende skolegang og adskillige rejsedage væk fra hjemmefronten er nogle af de eksempler som kan nævnes, som værende en del af en atlets virkelighed.

Men er livet som eliteatlet en opofrelse?

Som atlet med ambitioner udvikler man ret hurtigt et temmeligt stort ego. Ikke at man decideret er egoistisk i forhold til andre mennesker, men man former alligevel ret hurtigt en verden som i stor grad kun handler om en selv. Man undlader at gå i byen med vennerne, fordi man gerne vil i seng senest kl. 22. Man fravælger desserten og den store pasta ret, fordi den ikke passer i madplanerne – hvilket i øvrigt også kan betyde, at man fravælger at tage ud og spise med veninderne, fordi det er nemmere at blive hjemme i sit eget køkken, og lave sund mad ud fra sine egne ingredienser… Man går i seng på et specifikt tidspunkt, og man står op på et specifikt tidspunkt – uden rigtig at tage hensyn til sin omgangskreds. Ferier skal nøje planlægges med kæresten, da det ikke er givet, hvornår man kan tillade sig at slappe 100% af – og i nogle tilfælde, skal man alligevel passe en form for træning, når man prøver at holde fri. Træningen, som er ens job og passion, er vigtigere end alt andet og er dagligt absolut førsteprioritet, uanset om det er hverdag eller weekend.

Det ER stramt – men jeg synes ikke det er en opofring. Jeg dyrker elitesport fordi jeg selv har valgt det – akkurat som hvis jeg var karrierekvinde i enhver anden forstand. Igennem elitesport kan man sigte mod et mål. Målet kan variere, men kan stort set altid resultere i enten anerkendelse, succes, opmærksomhed, måske berømmelse og hvis man er heldig, måske også en god slat penge. Men hvis det bare var dét, som var guleroden, så ville jeg personligt gå kold i tilværelsen.

JA – det er en helt ubeskrivelig følelse at opnå et mål, men selve rejsen dertil med al den hårde træning og alle de mange “ofre”, er jo i bund og grund det som jeg elsker ved at være cykelrytter. Jeg nyder at stå knivskarp og fit på startstregen når der er vigtige konkurrencer. Jeg elsker at træne hårdt og time min form, til den mest optimale performance. Derudover sætter jeg stor pris på de relationer jeg har i cykelsporten, mine kollegaer og træningskammerater, samtidig med, at jeg elsker roen i at træne alene. At opleve naturen fra min rullende arbejdsplads er et kæmpe plus og en mulighed som kun de færreste har.

Dette gør, at jeg ofte fravælger dét, som ikke er i harmoni med min cykeltilværelse. Men jeg ser det som et priviligie og ikke er offer. Jeg vælger det selv, og den dag jeg grundlæggende ikke nyder det længere, så vælger jeg at stoppe.

Men… jeg erkender, at det er en gråzone. Ligesom det er med alt andet her i verden, så er det aldrig noget som er 100 % sort og hvidt. Elitesport er hårdt, og det er bestemt ikke altid, at man hopper glad og frejdigt ud på cyklen. Der er mange tunge dage, hvor man har lyst til alt andet end at træne. Men sådan er det vel også for advokaten, forfatteren og øvrige titler i arbejdslivet?

Elitesport handler om at gøre alt det rigtige i forhold til at vinde. Det er ikke altid det lykkes – for som regel træner konkurrenterne “desværre” også – men der ligger en enorm tilfredsstillelse i, at gøre alt man kan til 100 % perfektion og være klar når det gælder – og allerhelst skal det afsluttes med en medalje om halsen. Sker det ikke, så elsker man sin sport så meget, at man prøver igen, og igen… Man må bare erkende, at den gennemsnitlige atlet oplever flere nederlag end sejre – og derfor er det så specielt, når man vinder 🙂

Elitesport er et valg hvor man fra starten kender præmisserne. Jeg synes ikke det er et offer. Jeg synes det er en prioritering, ligesom alt andet her i livet.