Tirsdag indledtes den 22. udgave af Boels Ladies Tour med en prolog over 3,8 km ved Sittard-Geleen.
Vinderen af de to seneste udgaver af løbet, Annemiek van Vleuten fra Holland og Mitchelton-Scott sejrede seks sekunder foran tyske Lisa Klein fra Canyon, mens hollandske Licinda Brand fra Team Sunweb blev nr. tre endnu et sekund efter.
Van Vleuten kørte prologen i VM-farverne som enkeltstartsverdensmester, og var også sidste rytter på ruten. “Jeg er ikke her for at gå efter klassementet. Da jeg så ruten var jeg en smule skuffet at der ikke var en enkeltstart og ingen hård bjergetape. Vi vil altså ikke forsøge at forsvare trøjen med teamet, men vi vil satse på at vinde etaper”, udtalte van Vleuten efterfølgende.
Løbet køres over yderligere fem etaper.