Danske Emma Norsgaard Jørgensen fra Bigla-Katusha vandt torsdag første etape af det spanske Setmana Ciclista Valenciana.
Etapen blev kørt over 107 km fra Gandia til Cullera, og efter en række angreb endte det med massespurt. Det lykkedes for Bigla-Katusha teamet at holde deres danske sprinter fremme på trods af et stort styrt med 4 km igen.
“Mit team støttede godt hele dagen, og jeg havde hele tiden troen på et godt resultat. Det var også vigtigt, at jeg kendte finalen med nogle teknisk svære sving og at jeg vidste at jeg skulle passe på. Tak til mit teamkammerater, der leverede et perfekt lead-out”, lød det efterfølgende fra Emma Norsgaard Jørgensen.
Løbet skal køres over i alt fire etaper.