Søndag er det tid til DM 2020. Der skal køres på en 11,7 kilometer rundstrækning med start og mål på Havnegade i selve Middelfart. Kvinderne skal start kl. 10:20 og skal køre ni omgange.
Med næsten 50 ryttere til start er der tale om et af de største kvindefelter i DM-sammenhæng nogensinde, og med internationale topnavne som Cecilie Uttrup Ludwig, Julie Leth, Christina Siggaard, Emma Norsgaard og Pernille Mathiesen på startlisten sammen med den forsvarende, dobbelte danmarksmester, Amalie Dideriksen, er det også et af de stærkeste.
Det fortæller ifølge landstræner Tayeb Braikia historien om en meget positiv udvikling i både dansk og international kvindecykling, og han ser frem til et spændende DM – og så glæder han sig til at se, om den samlede vinder af Randers Bike Week for kun 14 dage siden, Birgitte Krogsgaard Andersen, kan overraske.
“Amalie Dideriksen er en klasserytter til den her type løb, hvilket hun også har vist de sidste par år, men Emma Norsgaard og Christina Siggaard kan sagtens udfordre hende på den lange opløbsstrækning. Og så er det en hård rute med et par stigninger, der godt kan blive afgørende, og Cecilie Uttrup viste med sin sejr i tirsdagens Giro dell’Emilia, at hun er i topform, så der er mange mulige udfald, og jeg glæder mig enormt til det her DM”, forklarer Tayeb Braikia.