De voksne kvinder er den mindst idrætsaktive målgruppe i Danmark. De seneste år er medlemskurven dog på vej op i foreningerne hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, der står bag visionen Bevæg dig for livet. Fra 2015 har der været fremgang hvert år, og alene i de seneste to medlemstalsår fra 2017-2019 er der kommet 11.006 flere kvindelige medlemmer mellem 25 og 59 år.
”Udviklingen bekræfter os i, at det er en rigtig god idé at satse på motionsfællesskaber til målgruppen. Hvad end det er Fodbold Fitness, motionsfloorball eller cykling på landevej eller mountainbike, så er det vigtigt at have motion i centrum og sørge for, at det kan passes ind i en hverdag med mange andre gøremål. Vi ved, at kvinder særligt i aldersgruppen med børn ønsker at være mere aktive, så der er fortsat et stort potentiale,” siger Maja Holm, der er adfærdskonsulent i Bevæg dig for livet.
Tilbud til den voksne målgruppe er særligt kendetegnet ved, at det skal være fleksibelt og passe ind i en hverdag med et stramt program. Derfor er det okay, hvis man er nødt til at melde afbud eller er nødt til at tage hurtigt at sted efter træning.
Hygge over hastighed
Cykelklubberne er ét af de steder, der tidligere har været domineret af mandlige udøvere. Siden 2012 er andelen af kvindelige ryttere dog steget med næsten 40 procent, hvilket ikke mindst skyldes en særlig satsning på motionsfællesskaber for kvinder.
”De seneste år har vi styrket indsatsen og lavet hold målrettet kvinder, hvor hygge bliver sat over hastighed, og hvor man ikke risikerer at blive efterladt halvvejs på ruten, hvis man ikke kan følge med. Det har været svært for kvinderne at se sig selv som en del af fællesskabet, når de ser 15-20 mænd komme drønende forbi på landevejen med 50 i timen. Cykelhold kun for kvinder har virkelig været en succes hos den voksne målgruppe, der får et aktivt alternativ til en kaffeaftale med veninderne,” siger Signe Strandvig, der er projektleder i Bevæg dig for livet – Cykling.
Bevæg dig for livet – Cykling har i øjeblikket særligt fokus på at udbrede cykelfællesskaber både på landevej og på mountainbike til kvinder i den voksne aldersgruppe.
Medlemsfremgang for kvinder 25-59 år 2012-2019:
- Basketball: 813-1.170
- Cykling: 4.257-5.697
- Floorball: 778-1702
- Fodbold: 8.160-12.411
- Kano/kajak: 7.459-9.053
(Kilde: DIF’s og DGI’s medlemstal)
Om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark.