Nedtællingen til VM i landevejscykling er godt i gang. Landstræner Tayeb Braikia, kvinder, landevej, har nu sat navne på dele af den bruttotrup, hvorfra de endelige deltagere til det kommende VM i landevejscykling for kvinder skal findes.
 
I første omgang har landstræneren sat navne på elitekvindernes bruttotrup til henholdsvis enkeltstart og linjeløb, hvor følgende ryttere er udtaget til bruttotruppen for kvinder elite:
 
Enkeltstart:
Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ)
Emma Norsgaard (Team Movistar)
Pernille Mathiesen (Team Jumbo-Visma Women)
Rebecca Koerner (Team ABC Dame Elite)
 
Linjeløb:
Amalie Dideriksen (Trek-Segafredo)
Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ)
Emma Norsgaard (Team Movistar)
Julie Leth (Ceratizit-WNT)
Marita Jensen (Team ABC Dame Elite)
Pernille Mathiesen (Team Jumbo-Visma Women)
Rebecca Koerner (Team ABC Dame Elite)
Trine Holmsgaard (Isorex No-Aqua Ladies)
 
Om udtagelsen til VM enkeltstart siger landstræner Tayeb Braikia: ”Jeg har valgt at udtage en lille bruttotrup på 4 ryttere, hvorfra de 2 ryttere, som skal køre enkeltstarten ved VM vælges. Emma Norsgaard kørte virkelig flot til VM i Imola i 2020, og hun er ved at finde sig selv igen efter OL, så hun skal nok være klar til VM. Cecilie Uttrup Ludwig kørte en god enkeltstart i Simac Tour og er opsat på at vise, at hun stadig er god i disciplinen. Rytterne bliver udtaget efter EM, hvor også Pernille Mathiesen og Rebecca Koerner kører, således at vi får vores 2 formbedste ryttere på startrampen til dette års VM”.
 
Bruttotruppen til VM linjeløbet får disse ord ved på vejen: ”Jeg tror det er første gang, vi har mulighed for at stille med fuldt hold. Det viser, at vi har ryttere, som er med helt fremme i verdenseliten. Vi har kvalificeret os som tredje bedste nation, og det er vildt flot. Specielt Cecilie Uttrup Ludwig, men også Emma Norsgaard har indkørt mange points, og vi sigter derfor efter et topresultat i år. Bruttogruppen, som jeg har udtaget, er en blanding af vores meget erfarne ryttere og et par ryttere, som har vist rigtig flot niveau, dog uden at have den store internationale erfaring. Jeg mener, vi ved VM i år kan komme med ryttere, som kan være med fremme uanset hvordan løbet former sig.”, slutter en forventningsfuld landstræner.
 
I forhold til U19 piger (junior), så vil udtagelsen finde sted efter denne weekends løb.
Til udtagelsen af denne bruttotrup, siger landstræner Tayeb Braikia: ”U19 pigerne deltager i denne weekend i Watersley Ladies Challenge, som er en Nations Cup afdeling. Det er samtidig her VM bruttotruppen kører om pladserne til VM, selvfølgelig sammenholdt med deres præstationer hen over sæsonen. Rytterne er primært hernede for at samle international erfaring og da løbet byder på både et kriterium, en enkeltstart og et landevejsløb, har rytterne god mulighed for at vise deres kvaliteter. Efter weekenden vil jeg udtage 2 enkeltstartsryttere og 4 landevejsryttere til VM”.
 
VM bruttotrup U19P
Enkeltstart:
Laura Auerbach-Lind (Give Cykelklub)
Mikka Holm (Amager Cykle Ring)
Victoria Lund (Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk)
  
Linjeløb:
Ida Krum (Give Cykelklub)
Laura Auerbach-Lind (Give Cykelklub)
Mikka Holm (Amager Cykle Ring)
Solbjørk Anderson (Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk)
Victoria Lund (Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk)