Amager Cykle Ring har en lang og stolt tradition for at skabe dygtige kvindelige cykelryttere, og den hidtil eneste danske verdensmester for kvinder på landevejen, Amalie Dideriksen, har kørt sine ungdomsår i den orange ACR-trøje. Nu sender klubben så et nyt eliteteam på landevejen til 2023-sæsonen, og ambitionerne er store.
I 2023-sæsonen sender Amager Cykle Ring (ACR) et splinternyt kvindeeliteteam på landevejen, og det bliver det største kvindeteam, målt på antal ryttere, i klubbens historie med ikke færre end ni alsidige ryttere. Både alder og erfaring spænder bredt, men engagementet og motivationen er tårnhøj hos alle, fortæller Rikke Bak Oytan (tidligere Dalgaard, red.), der selv har kørt som eliterytter for ACR og i denne sæson er på barsel og derfor får rolle som en blanding af team manager, sportsdirektør og mentor.
”Vi har både danske og internationale ryttere på holdet. Og udover landevej kører flere af rytterne også MTB, cross, gravel eller Zwift. Ved sidstnævnte er rytterne stærkt repræsenteret på P.O. Auto teamet, som også har valgt at hjælpe landevejsholdet økonomisk denne sæson. Fordelen ved de mange discipliner blandt rytterne er, at holdet er repræsenteret både sommer og vinter, og så giver det flere tekniske fordele i feltet,” udtaler Rikke Bak Oytan.
Holdet og fællesskabet er i fokus
ACR har gode erfaringer med kvindecykling og i 2021 blev tre ud af fire af kvindernes DM-titler på landevejen vundet af ryttere med rødder ACR. Og netop klubånden ser Rikke Bak Oytan som en styrke, når der skal bygges et nyt hold op fra bunden.
”Det bliver første sæson med så mange kvindelige ryttere i ACR og der er også nogle helt grønne ryttere iblandt. Derfor handler det om at få et rigtig godt socialt sammenhold inden sæsonstart og de har bl.a. været på træningsweekend i sommerhus, har ugentlige træningssamlinger og er lige nu på træningslejr i Spanien.”
Rytterne har en stor andel i at få holdet til at fungere. Det betyder, at de selv står for sociale medier, selv skal skaffe sponsorer og selv planlægger sæsonen.
”Selvom vi satser på resultater, så er formålet med teamet først og fremmest at lære at køre som et hold. Den hjemlige cykelscene har de sidste par år været præget af dominans fra det største og meget stærke dameeliteteam med rødder i ABC-klubben, så det er også håbet, at vi i år kan skabe mere konkurrence med flere stærke ryttere i feltet,” siger Rikke Bak Oytan og fortsætter: ”Derudover vil vi gerne vise, at det er sjovt at være en del af en klub/et hold og at alle kan være med til klubtræning og til at køre cykelløb, uanset niveau og erfaring.”
Forskelligheden er styrken
Selvom en del af rytterne er uprøvede i landevejssammenhæng og holdet udspringer af et jordnært klubfællesskab, er der masser af potentiale, og allerede nu arbejdes der med nye og mere professionelle tilgange, forklarer Rikke Bak Oytan.
”Vi har rigtig mange gode kompetencer blandt rytterne som tilsammen giver god grobund for et hold, der måske allerede næste år kan få et mere professionelt set-up. Vi har en aero-/udstyrsekspert, som ved alt om at spare watt. Vi har en biomedicinstuderende med viden om kroppens behov for energiindtag fra Noutron, som har valgt at støtte teamet med deres energiprodukter. Og så har vi grafiske designere, der gør det sjovt at følge teamet online,” siger Rikke Bak Oytan og tilføjer:
”Det kunne være rigtig fedt at få endnu flere partnerskaber, der vil med på rejsen og f.eks. kan muliggøre ture til større cykelløb i udlandet, hvor rytterne kan få mere erfaring i store felter og højere fart. Mange af rytterne har ambitioner, og dem vil vores moderklub, ACR, gerne bakke op om, men det kræver investeringer udefra, for at det hele kan lade sig gøre.”
Klar til sæsonstart på Amager
Teamet har i de seneste måneder forberedt sig, og Rikke Bak Oytan kan godt mærke, at rytterne nu for alvor begynder at se frem til at komme i gang med sæsonen. Oytan er sikker på, at teamet kan køre med om de spændende placeringer i langt de fleste hjemlige løb – og selvom det sociale er fundamentet, er der ikke tvivl om, at målet er gode resultater.
”Selvfølgelig er det sportslige det vigtigste, og holdet har både sprintere, bjergryttere, TT-specialister og teknisk dygtige ryttere, så vi ser frem til at prøve de forskellige ryttere af i de rigtige cykelløb. Kan vi få et sprintertog til at lykkes? Kan vores bjergryttere følge med på de stejle stigninger? Og kan vores tempospecialister køre et soloudbrud hjem? Det er nogle af de spørgsmål, vi glæder os til at få besvaret, når sæsonen starter,” siger Rikke Bak Oytan og tilføjer med et smil:
”Og vi kan jo passende vise farverne og teamet frem allerede den 6. april på hjemmebane, når Amager Cykle Ring arrangerer fladbaneræs i et af årets første løb herhjemme.”
Fakta
Holdet består af:
Caroline Kirk (DEN)
Rosa Klöser (GER)
Kirstine Frida Rysbjerg (DEN)
Kathrine Madsen (DEN)
Julie Abrahamsen (DEN)
Mie Nordlund Pedersen (DEN)
Anna Serop (DEN)
Julie Enevoldsen Krogh (DEN)
Melanie Brunhofer (AUT)