Danmarks Cykle Unions kvindelandstræner Tayeb Braikia har udtaget sit hold til næste uges landevejs-VM.
Torsdag den 24. september åbner verdensmesterskabet med kvindernes enkeltstart, hvor landstræneren har udtaget Pernille Mathiesen og Emma Norsgaard.
Enkeltstarten er 31,7 kilometer lang med 200 højdemeter.
”Enkeltstartsruten passer godt til både Emma Norsgaard og Pernille Mathiesen, og vores målsætningen er top otte,” forklarer Tayeb Braikia.
Kvindernes linjeløb bliver afviklet på en rundstrækning på 28,8 kilometer, med to stigninger, som begge er hårde stigninger, hvor der er enkelte sektioner med stigningsprocenter op til 14%. Damerne skal køre fem omgange på en rundstrækning, hvor der skal tilbagelægges 144 kilometer og 2750 højdemeter.
”Modsat tidligere år, så stiller vi til start med udelukkende én kaptajn. Det er Cecilie Uttrup. Cecilie er kommet godt fra start i Giro Rosa med en 4. plads lørdag og en 2. plads søndag på 3. etape. Så det er alle for én. Alle er klar over taktikken og meget opsatte på at køre for et godt resultat, og det bliver at gå efter en medalje til Cecilie. Rammer hun dagen, så har hun bevist, at hun er rigtig stærk,” tilføjer landstræneren.
De øvrige danske ryttere er den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen, DM-guldvinderen Emma Norsgaard, DM-sølvvinder Julie Leth, den tidligere U23-europamester i enkeltstart og linjeløb Pernille Mathiesen, samt Birgitte Krogsgaard, som ikke har så meget erfaring endnu, men er en stærk og god klatrer.