Søndag den 13. august lyder startskuddet for et stort motionscykelløb for kvinder i alle aldre og på alle typer af cykler. Motionscykelløbet hedder ’Tour de femina’ – og bag cykelløbet står femina, der er en del af Aller Media Denmark, og det kvindecykelholdet Team Change.
Interessen for kvindecykling er i den grad stigende, og det er ikke længere et særsyn at se kvinder på landevejene i store grupper. Derfor ønsker femina og Team Change at tilbyde alle kvinder et sjovt, smukt og professionelt afviklet motionsløb tilsat fest, farver og fællesskab.
Tour de femina vil finde sted søndag den 13. august kl. 10. Her vil det være muligt at køre op til 28, 56 eller 106 km i det skønne, kuperede terræn mellem Ballerup Super Arena og Gundsømagle.
”Seriøs motionscykling er i rivende udvikling og det er helt naturligt for femina at sætte fokus på denne populære sportsgren. I samarbejdet med Team Change får vi en ideel og stærk partner, der gennem landevejscyklingen har skabt et fantastisk netværk for voksne kvinder. Hos Aller Media Denmark og femina glæder vi os til, at bidrage til cykelfællesskabet og styrke området overfor vores læsere og brugere,” siger Maria Dabelsteen, Head of Consumer Market hos Aller Media Denmark.
”Mange kvinder cykler sammen på en måde hvor fællesskabet og sporten går op i en højere enhed. Vi vil gerne køre stærkt og være i god form, men det vigtigste er faktisk, at vi har det sjovt sammen og altid hjælper hinanden. Den ånd vil vi gerne overføre til vores motionsløb Tour de femina, og vi er jublende lykkelige over, at Aller Media Denmark og femina har sagt ja til at være hovedsponsor af løbet,” udtaler løbsleder Hanne Malmberg